Fagmoduler til Dansk
Undervisningsmaterialet bugner af danskfaglige aktiviteter, som du kan supplere grundforløbet med. Fra læsning på forskellige niveauer, genfortælling og teater, over samtaler og formidling til et komplet miniforløb om kommunikation.
I Opgavebanken finder du en lang række varierede aktiviteter til Dansk, du kan opbygge dit forløb med. Mange af dem passer godt sammen med årets film i Filmbanken – og du kan krydre dit forløb med leg, bevægelse, musikvideo, mad og andre kreative opgaver, der alle handler om de samme tematikker.
Dansk-moduler:
- Masser af læsetræning: I elevbogen Månestenen er der både hovedhistorien, tre korte læselet-eventyr og masser af små faktatekster. Og på hjemmesiden ligger både historien og de små eventyr også som skærmbøger, hvor man kan læse teksten side for side eller få den læst op af skuespilleren Peter Mygind. I Filmbanken finder du dem også som rene lydbøger, hvis I vil nøjes med at lytte.
- Tal om Månestenens tematikker: I opgaven ’Forslag til samtale’ får du inspiration til at perspektivere historiens temaer sammen med eleverne – kapitel for kapitel.
- Genfortæl Månestenen: En klassisk danskaktivitet, hvor eleverne udvælger fotos fra bogen og gengiver historiens plotpunkter mundtligt eller skriftligt.
- Læseteater: Arbejd med Månestenens tre sjove eventyr som et teaterstykke i klassen. Du finder dem omskrevet til replikker i opgaveark 4.
- Lav flotte fotohistorier eller en digital kalender: Eleverne formidler deres nye viden om Jordan, enten ved at lave digitale fotohistorier eller en interaktiv kalender, de kan sende til f.eks. forældrene. De undersøger, læser, udvælger, disponerer, skriver og præsenterer. Alle de vigtigste tekster kan læses højt, så de mindste kan være med.
Miniforløb om kommunikation til 3.-5. klasse
Her lærer dine elever en masse om kommunikation – praktisk, sjovt og scenariebaseret. De lærer om målgruppe, disponering, overskrifter, billedtekster og markedsføring. De omsætter deres nye viden i et flot slutprodukt: Deres helt egen digitale lågekalender.
- Hvem er målgruppen?: Med tre enkle øvelser lærer eleverne, hvordan man fortæller til en målgruppe.
- Lav gode overskrifter og billedtekster: Eleverne lærer om gode overskrifter og den vigtige billedtekst, der både skal fortælle en historie og spille sammen med et foto.
- Lær at disponere: Med enkle øvelser lærer eleverne om at udvælge stof, at gruppere i emner og at finde en god rækkefølge.
- Børnenes egen U-landskalender: Eleverne producerer deres egen digitale lågekalender, hvor de bag lågerne formidler om årets land – i form af fotos, overskrifter og billedtekster. Kalenderen skal laves til en målgruppe, f.eks. forældrene eller en venskabsklasse. Modtagerne får adgang til at se kalenderen på computer eller mobil, hvor de kan åbne lågerne. Vælg mellem jule-, advents-, uge- eller månedskalender.
Læs mere her:
Find beskrivelsen af danskmodulerne og kommunikationsforløbet i lærervejledningen på side 34-35. Hvis du ikke har en trykt udgave, kan du hente den som PDF her.
Dansk forløb (uddrag af lærervejledningen som pdf)