Traditionsrig folkeoplysning til danske børn på TV og i skolen

DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender i over 50 år. Begge lægger sig hvert år i selen for at skabe et stykke folkeoplysning af høj kvalitet. Den skal vække nysgerrighed og eftertanke – udsyn og læring. Det sker sammen med årets hjælpeorganisation, i 2018 Dansk Flygtningehjælp.

De fleste danskere har oplevet Børnenes U-landskalender som en fast del af optakten til juletiden helt siden 1962. Sådan er det stadig. Over 100.000 danske børn tager hvert år hul på deres december-morgener ved at åbne dagens låge på U-landskalenderen. Endnu flere ser udsendelserne i TV. Og i 2017 blev undervisningsmaterialet brugt af over 130.000 skoleelever.

U-landskalenderen består af fire dele:

  • Den traditionsrige lågekalender i pap, der knytter an til årets tv-julekalender på DR
  • En række film om årets land, der udsendes på DR’s børnekanaler.
  • Årets undervisningsmateriale med børnebog, web-univers, iPad-app, opgaver og aktiviteter til 1.-5. klasse.
  • Årets hjælpeprojekt, der dækkes af overskuddet fra lågekalenderen plus midler fra Danida. I 2018 står Dansk Flygtningehjælp for projektet, der skal hjælpe syriske flygtningebørn i nærområderne – i Libanon, Tyrkiet og Jordan.

U-landskalenderen på TV

Børnenes U-landskalender opstod som et tæt samarbejde mellem Danida og DR – og sådan er det stadig. For begge er indsatsen lidt af en hjertesag, og derfor bliver der hvert år lagt et stort arbejde i at forny og forbedre den.

DR sender sine TV-hold på rejse i årets land for at finde årets nye historier – gerne med nogle af DR’s mest populære børneværter i front. Resultatet er en hel række film, som udfolder årets tema i godt børne-tv med stof til eftertanke. Og som ungerne møder på begge DR’s børnekanaler ind gennem efteråret – og senere hen i genudsendelser.

Alle de film kan I også bruge i klassen ved at vise dem fra Filmbanken i U-landskalenderens lærer-univers på hjemmesiden. Børnene vil desuden møde lågekalenderen mange steder ude i butikkerne og i DR fra oktober.

Tradition på de danske skoler

Børnenes U-landskalender er også blevet en fast tradition på mange hundrede skoler.

  • Nyt hvert år: Danida udgiver hvert efterår et nyt, gennemarbejdet undervisningsmateriale om årets land. Hvert år med helt nyt indhold, film og opgaver.
  • Materialet er ikke i sig selv ”julet”, og det beholder fuldt ud sin aktualitet i årevis frem. Derfor kan du bruge og genbruge det året rundt, når det passer ind hos jer.
  • Samlet tema til flere fag: Materialet retter sig mod flere fag, men har altid en god, skønlitterær bog som centrum – og det handler om børneliv, livsvilkår og natur i årets land. Årets forfatter, den koordinerende undervisningskonsulent har været på rejse i landet sammen med fotografen for at samle materiale ind. Derfor er der altid en klar rød tråd gennem det hele.
  • Nemt at anvende – og alt, hvad I skal bruge til alle opgaver osv., er lige for hånden.

Målet er folkeoplysning af høj kvalitet

Målet er at tilbyde et materiale med en høj faglig og didaktisk kvalitet – som også er en sjov og engagerende oplevelse for eleverne. Det er samtidig et vigtigt mål, at det ikke ”spilder” faglærernes og børnenes tid.

Derfor skal det på samme tid give solid læring, der følger fagenes undervisningsmål – og give et spændende kig ud til børneliv i en helt anden del af verden. Et liv, der er noget at lære af, fordi det både ligner elevernes eget og er meget anderledes.

Et kulturmøde, hvor de danske børn også møder sig selv.

 

Børnenes U-landskalenders websider, bøger og undervisningsmaterialer produceres for Danida af:

Publikum Kommunikation
inVirke
Pluralis
Morten Bak Grafisk

 R185321